NB: I den nye sæson ændres tidligere års pauseservering, se nærmere herom nedenfor.
I 1907 blev Giacomo Puccini (1858-1924) - kort tid inden han skulle rejse til USA - gjort opmærksom på et skuespil af David Belasco ”The Girl of the Golden West”, som lige havde haft premiere på Broadway, og som måske var et emne, han kunne bruge.
Puccini syntes om idéen, hvilket resulterede i, at Metropolitanoperaen sikrede sig uropførelsen i 1910, hvor man havde sat alle sejl til - rollelisten omfattede bl.a. Enrico Caruso, mens teatrets chefdirigent Arturo Toscanini stod på podiet. Puccini var selv til stede blandt publikum, og succesen overgik enhver beskrivelse. På trods af dette var operaen i en årrække kun sjældent på de store operahuses repertoire, men i de senere år er den igen begyndt at blive spillet.
Det er hollandske Eva-Maria Westbroek, der synger titelrollens smukke og seje Minnie, som ejer saloonen Polka, og som alle mændene er forelsket i. Rollen som den berygtede og charmerende mexikanske bandit Ramerrez, der i første omgang præsenterer sig for hende under navnet Dick Johnson, varetages af tyske Jonas Kaufmann, og som den årvågne sherif Jack Rance høres serbiske Željko Lučić.
For yderligere om handlingen, der foregår i de californiske bjerge i guldgravertiden 1849-1850, henvises til http://www.metoperafamily.org.
For iscenesættelsen står Giancarlo del Monaco, mens Marco Armiliato dirigerer. Begge er fra Italien.
Da forestillingen kun varer 3½ time, omfatter pauseserveringen kaffe/te og en god kage.
Maks. 1 ledsager.